Gælder kun hvis man har tilkøbt afbestillingsservice i forbindelse med billetkøbet
Vi anbefaler altid, at du tegner en rejseforsikring og en afbestillingsservice, når du rejser ud i verden. Så er du og dine medrejsende sikret hjælp - både før og under rejsen.
Hvis du er bosiddende i Grønland skal du vide, at du kun i et vist omfang får sygehjælp i udlandet, og at det grønlandske sundhedsvæsen ikke refunderer de eventuelle udgifter, du har haft på grund af sygdom under et ophold uden for Grønland.
Læs mere om Grønlands Sundhedsvæsens regler for sygehjælp i udlandet »
Er du bosiddende i Danmark, skal du være opmærksom på, at det gule sygesikringskort ikke dækker udenfor EU pr. 1. august 2014. Her skal du tegne en privat rejseforsikring.
Rejseforsikring
En rejseforsikring er en god investering! Både når du rejser i Grønland eller i resten af verden. Det er en tryghed at begive sig af sted og vide, at der er økonomisk og anden hjælp at hente, hvis du eller et familiemedlem bliver syg, hvis du kommer til skade eller mister din bagage.
Såfremt du køber en sammenhængende rejse med Air Greenland, sørger vi for dig på hele rejsen. Hvis du rejser med to forskellige selskaber anbefaler vi at du køber en forsent-fremmødeforsikring.
En rejseforsikring kan du f.eks. bestille gennem Europæiske »
Afbestillingsservice
Kan kun tilkøbes i forbindelse med selve billetkøbet, og kan ikke tilkøbes senere.
Køber du en afbestillingsservice, er dine udgifter til flybilletten dækket, hvis du bliver syg eller kommer til skade inden afrejse. Servicen dækker ligeledes ved sygdom, død eller tilskadekomst af medrejsende eller nærmeste familie. Servicen dækker ikke under selve rejsen.
Ønsker du at afbestille en rejse, som er omfattet af vores afbestillingsservice, skal du downloade afbestillingsblanketten, som du bedes udfylde og sende til afbestilling@airgreenland.gl.
Du kan downloade afbestillingsblanketten her: Blanket til Afbestillingsservice »
Servicebetingelser
Hvornår kan jeg gøre brug af afbestillingsservicen?
Afbestillingsservicen kan anvendes, når rejsen ikke kan påbegyndes på grund af død eller akut sygdom hos den person, som er angivet på billetten, dennes familie eller rejseledsager.
Dog kan maksimalt tre personer, som har tilkøbt afbestillingsservice, afbestille med henvisning til samme rejseledsager.
Ved akut sygdom gøres opmærksom på, at afbestillingsservicen ikke kan gøres gældende, såfremt den akutte sygdom, der er årsag til afbestillingen, var til stede på tidspunktet for køb af afbestillingsservicen, medmindre der er tale om en uventet forværring i en bestående eller kronisk sygdom.
Såfremt rejsen ikke kan gennemføres, skal Air Greenland A/S underrettes hurtigst muligt og senest 2 timer før afgang. Ved afbestilling senere end afrejsetidspunktet kan afbestillingsservicen ikke gøres gældende, og billetten kan således ikke refunderes.
Hvem er omfattet af afbestillingsservicen?
Personer anført på den billet, hvortil afbestillingsservicen er købt.
Hvornår er jeg dækket?
Du kan gøre brug af afbestillingsservicen fra tidspunktet for køb af billetten og frem til rejsedatoen (som angivet på billetten).
Hvornår skal afbestillingsservicen tilkøbes?
Afbestillingsservicen skal tilkøbes i forbindelse med køb af billetten.
Hvilke udgifter dækker afbestillingsservicen?
De personer, som er påført billetten, kan få billettens faktiske pris refunderet. Kreditkortgebyr, afbestillingsgebyr og andre gebyrer refunderes ikke.
Sådan gør du brug af afbestillingsservicen
Hvis du vil gøre brug af afbestillingsservicen, skal du underrette Air Greenland A/S ved udfyldelse af afbestillingsblanketten.
Når formularen er udfyldt, skal denne og relevant dokumentation fremsendes til Air Greenland A/S på mail afbestilling@airgreenland.gl.
Følgende dokumentation skal fremsendes til os sammen med afbestillingsblanketten:
- Sker afbestilling som følge af akut sygdom skal lægeerklæring medsendes.
Air Greenland A/S forbeholder sig retten til at kræve yderligere helbredsoplysninger udleveret, såfremt Air Greenland A/S finder dette nødvendigt for at kunne vurdere, om der kan gøres brug af afbestillingsservicen.
Eventuelle udgifter til indhentning af lægeerklæring samt yderligere oplysninger afholdes af den person, som vil gøre afbestillingsservicen gældende, og er Air Greenland A/S uvedkommende og refunderes ikke.
- Sker afbestilling som følge af dødsfald, skal kopi af dødsattestens forside indsendes.
Værneting og lovvalg
Søgsmål mod Air Greenland A/S skal anlægges ved Retten i Grønland og skal afgøres i henhold til grønlandsk ret.
Definitioner
Akut sygdom:
Ved akut sygdom forstås en nyopstået sygdom, en begrundet mistanke om en nyopstået alvorlig sygdom eller en uventet forværring i en bestående eller kronisk sygdom.
Familie:
Ved familie forstås ægtefælle, samlever, børn, børnebørn, svigerbørn, forældre, svigerforældre, søskende, bedsteforældre, svigerinde og svoger til den person, som fremgår af billetten.
Rejseledsager:
Ved rejseledsager forstås en person, som er påført samme billet, som den person, der gør afbestillingsservicen gældende.