Hos Air Greenland har vi mere end 60 års erfaring med flyvninger til og fra et af verdens mest barske områder. Du skal vide, at vi aldrig går på kompromis med sikkerheden. Vores fly er bygget til at modstå selv de mest krævende forhold, og vores personale er uddannet til at tage hånd om dig hele vejen.
Fortæl os – vi hjælper dig
Fortæl os endelig, hvis du føler dig utryg ved at flyve. Når vi ved, hvordan du har det, kan vi hjælpe dig, og sørge for at du får en behagelig rejse. Og husk, at du ikke er alene – cirka en tredjedel oplever en snert af utryghed.
Hvor skal du henvende dig?
Hvis du har flyskræk og ønsker at få det noteret på din booking, skal du kontakte det sted hvor du har købt billetten. Der opkræves ikke ekstra gebyr for servicen. Vi anbefaler, at du kontakter os i god tid – ellers allersenest 48 timer før afrejse.
- Air Greenland: Hvis du har købt din billet direkte via Air Greenland’s bookingportal, skal du kontakte Air Greenland’s Callcenter via Kontakt os eller ved at ringe til +299 70 12 12.
-
Rejsebureau: Hvis du har købt din billet via rejsebureau, skal du kontakte dem direkte.
- Club Timmisa: Du har også mulighed for at registrere din flyskræk via Air Greenland appen.
Sådan gør du: Åbn app’en, gå til Profil og indstillinger, vælg Rediger profil, scroll ned til Andre detaljer og præferencer, aktiver funktionen Flyskræk.
- Club Timmisa: Du har også mulighed for at registrere din flyskræk via Air Greenland appen.
Check in:
- Mød op i god tid og giv dig selv mulighed for at starte rejsen i roligt tempo uden at haste dig igennem check-in og security
- Spørg gerne vores check-in personale hvis du har særlige præferencer til dit flysæde – fx gangplads, hvor der er lidt mere luft og plads omkring dig. Og hvis du rejser på atlantruten, har du selv mulighed for at vælge dit sæde på forhånd.
Flyveturen:
- Husk, at sikkerhed er vores højeste prioritet, og vores erfarne kabinepersonale er vant til at hjælpe passagerer med flyskræk. De vil være ekstra opmærksomme og støtte dig undervejs, så flyveturen bliver så behagelig som muligt
- Hold dig endelig ikke tilbage, hvis du føler det mindste ubehag.
Gode råd:
- Træk vejret roligt ind gennem næsen, helt ned i maven, og pust langsomt ud. Gentag flere gange, det hjælper kroppen med at falde til ro.
- Medbring en god bog, se en film eller lyt til musik du kan lide – eller andet, som du finder beroligende
- Hvis du oplever ting, der føles uvante – som lyde fra flyets systemer, ændringer i trykket i kabinen eller fornemmelsen af at være i stor højde -vid, at alt dette er helt normalt.
- Under ”Aviser og magasiner” i Air Greenland appen kan du også lytte til podcastserien ”Lindr din flyskræk”
Vi håber, at du har fået den information du har behov for, ellers er du mere end velkommen til at kontakte os.
Vi ser frem til at byde dig velkommen ombord.